Skottevik - 2012

Nå, det er vel på tide, at få skrevet en lille beretning fra Norgesturen sidste år, inden vi smutter derop igen og historien bliver forældet!!!!

Det er jo nærmest gået hen og blevet en tradition, at dykkerklubben drager til Norge første weekend i efterårsferien, men sidste år var specielt succesfuldt, idet vi var usædvanligt mange deltagere – ikke mindre end 19 Marsvin, 6 biler og 3 gummibåde. Oceaner af mad og drikkelse, samt et fantastisk humør.

 

15 af os skulle med færgen til middag og de sidste 4 ville først støde til selskabet omkring midnat.

Ole havde så trukket nitten i årets norgesspil og ”vandt” mig som medpassager i Land Cruiseren og man må sige, at det begyndte helt fortrinligt.

Kirsten vækkede mig, med spørgsmålet ”hvad tid skal I køre?” Hvorfor pokker vækker hun mig midt om natten, for at spørge om det??!!  Næste handling var, at kigge på vækkeuret og derefter snurre 17 gange rundt om sig selv, lige for at få blodomløbet lidt i gang – klokken var 6.45 og vi skulle køre 6.45 og Ole holdt parkeret i indkørslen… Fuuuck!!! Hvor er min hjertestarter! Jeg skal i bad! Maden til turen skal pakkes! Alt skal pakkes i bilen. Morgenmad skulle jeg så ikke have – skidt pyt, jeg have ca. 300 pølsehorn med og vi kørte fra Strib – næsten til tiden.

Første tanke, da vi kørte ud af Røjlemotorvej i en lidt ældre Toyota Land Cruiser var, ”pis, jeg har glemt ørepropperne”. Det var nu ikke så galt. Hvad værre var, at normalt holder vi et lille pitstop på den anden side af Aarhus på vej til færgen i Hirtshals – det gjorde vi så ikke lige på den tur, men vi fik da vinket til de andre, da vi ræsede forbi rastepladsen.

Sidst på eftermiddagen ankom vi planmæssigt til Skottevik og fik tildelt nogle fine lejligheder (i øvrigt de samme, der er booket i år) og så blev der ellers læsset ca. 16 tons forsyninger ind i lejlighederne og man fordelte sig i de forskellige lejligheder, dvs. jeg havde egentlig fundet en plads, men fik venligt, men bestemt besked på, at her skulle jeg ikke være!!!??  Ja, ja, det skulle skam nok blive en god tur.

Næste punkt på dagsordenen, var at komme i vandet og vi var en flok, som havde et fint dyk fra kajen, på trods af at vejret ikke just var det bedste – vi måtte leve med regn og blæst hele weekenden. Bugten hvor vi bor, har faktisk fantastisk dykning 10 m fra vores lejlighed og der er rigtig godt med liv især på natdykkene.

Efter dykket var aftensmaden klar og den manglende morgenmad blev rigeligt kompenseret. En enkelt øl eller to, sammen med whiskyvand fra færgerne blev det også til. Vi er nogen som kan tåle det og så er der andre der ikke kan…

Bl.a. var formanden træt ca. kl. 22 – men, man er jo ikke rigtig træt, når man bare ligger vågen i sengen. I alle tilfælde havde vi lidt besvær med, at få lov til at tegne lidt på hans lækre krop med lillebitte uskyldig sprittuds.

Meget sidst på aftenen dukkede Ninna, Otto, Torben og Martin op og så måtte vi da lige byde dem velkommen med en enkelt øl eller to, sammen med lidt whiskyvand fra færgerne – hmmm!

Det endte dog med, at vi på et tidspunkt fandt vores seng og fik et par timers søvn, inden en ny dag truede – der var selvfølgelig nogle enkelte, der nåede at få en 10 -12 timers søvn – vi nævner selvfølgelig ikke navne, men formanden var en af dem (der er jo egentlig ikke noget at sige til, at hans hjerne ikke arbejder hurtigere – den når jo ikke at komme op i omdrejninger inden kadencen falder til nul igen, når han skal i seng igen).

Lørdag blev det besluttet, at tage ud og dykke på det berømte og berygtede skib Seattle, dels fordi kæmpen altid er et dyk værd og dels fordi det blæste temmelig meget og vi derfor kunne ligge rimelig i læ for vinden.

Mange af os havde dykket Seattle før og burde derfor vide, hvor vi kan sætte båd i vandet og lignende praktiske foranstaltninger. Det kunne vi så ikke og der blev kørt en del rundt i området, før vi fandt et slæbested til klubbens og Ole’s rib. Dvs vi fandt egentlig flere steder, hvor man godt kunne sætte båd i vandet, men de ski.. fjeldab.. elsker låse det hele, man skal jo nødig være alt for imødekommende overfor sine turister.

P.g.a. blæsten, var sigten ikke noget at råbe hurra for på Seattle, dog stadig en hel del bedre end herhjemme. Tror alle havde fine dyk på Seattle, hvis bare man kunne lære de amatørfotografer, at styre deres afbalancering så de ikke hvirvler al bundsedimentet op. Det ville nemlig betyde, at jeg ville have en chance for, at tage nogle ordentlige billeder.

 

Dykket udviklede sig dog ikke helt efter planen for vores skildpaddedykkere Ole og Jacob. De ville gerne ned på overbygningen, som jeg mener begynder på ca. 50 m og de gik ned af den faste fortøjning, med det resultat, at den endte ved en betonklods på bunden på 60-70 m dybde – uden at de kunne se Seattle – jo, jo, hvad gør man så? Man begynder jo selvfølgelig at søge efter vraget…
… det blev også fundet og de havde så vidt vides også et OK dyk.

Mens vi dykkede Seattle, blev en flok tilbage i Skottevik og havde også haft nogle gode afslappende naturdyk i bugten.

Aftenen forløb stort set som den foregående, vi fik masser af mad, rødvin, øl og en whisky eller to, hvorefter formanden gik til ro inden ca. kl. 21 (traditionen tro! Lige før hans hjerne begyndte at virke!)

Søndagen glimrede igen med blæse- og regnvejr, men en flok af de ”hard core” ville alligevel forsøge, at dykke Kjell og en mere, som jeg ikke kan huske. Faktisk havde det gået over al forventning fordi de lå en del i læ og havde nogle forrygende dyk.

 

Vi andre softcore dykkere valgte, at sejle ud og kigge på lidt blomsterdykning på klipperne tæt på Skottevik. På trods af temmelig hårdt vejr med pæne bølger var der rigtig god sigt og en meget flot flora og fauna.

På et tidspunkt sad jeg alene i klubbens rib og ventede på, at der kom en flok op fra dyk og jeg vidste selvfølgelig hvor de var hoppet i, men teoretisk set kunne de komme op på den anden side af klipperne, eller ude i åbent hav, hvor mine chancer for at se dem ikke var specielt gode p.g.a. at vinden gjorde at bølgerne blev større og større. Alle kom dog med hjem og der var ingen problemer overhovedet.

Engang fortalte en dykkerinstruktør, at de potentielt værste elever han underviste var ægtepar. De kunne begynde at diskutere og skændes om alt mellem himmel og jord og den ene af parterne (som regel manden), var altid åh så klog overfor sin partner. Det oplevede vi sørme også glimt af på turen, men modsat dykkerinstruktøren, som står som den berømte lus mellem to negle, kunne vi blot læne os tilbage og nyde underholdningen – censuren forbyder iøvrigt, at der bliver nævnt navne ;-)

Jeg mener, at jeg som den eneste, valgte at tage et natdyk om aftenen på trods af, at forholdene bestemt ikke var optimale vejrmæssigt. Det gik også rigtig godt – jeg havde et fantastisk dyk og så en masse fine ting, med et hav af billeder til følge.

Et lille problem opstod dog; når man uv-fotografere, hænder det at man glemmer tid, sted og retning. Det gjorde jeg også. På et tidspunkt kunne jeg ikke rigtig finde ud af, hvor jeg var inde i bugten, så jeg valgte, at gå til overfladen for at orientere mig. Overfladen bød på kraftig vind, pænt store bølger og bælgravende mørke. Fantastisk, hvad mere kan man ønske sig – jo, måske at man befinder sig udenfor bugten og ikke helt er klar over kompasretningen ind mod land. Det endte dog godt, da jeg pludselig kunne skimte lyset på molen, hvor vi hopper i vandet. Fint så drejede det sig bare om, at svømme i lysets retning. Det kunne jeg så ikke p.g.a. bølger og strøm, så jeg tog en kompasretning og dykkede ned på bunden. Her var det rart og relativt roligt og desuden var der en masse fantastiske fotomotiver. Det vil sige, cirka 3 minutter efter krisestemning, havde jeg glemt alt om det og tågede rundt på bunden og tænkte i øvrigt ikke længere over, at svømme ind mod bugten – ja, undskyld mig, men hvor åndsvag har man lov til at være.

10-15 min senere, havde jeg igen ikke skyggen af ide om, hvor jeg var og gik endnu engang til overfladen. Krise, denne gang kunne jeg end ikke se lys, klipper eller noget andet og jeg kunne nok heller ikke forvente, at der var nogen som ville savne mig på land, så en redningsaktion ville formodentlig være udelukket.

Jeg svømmede lidt rundt og havde trods alt en ide om retningen og pludselig kunne jeg se lys på størrelse med et knappenålshoved og så var det bare go go. Heldigvis fandt jeg tilbage, ellers kunne jeg jo ikke have skrevet den her beretning og ville i øvrigt ikke have fået aftensmad, en enkelt øl eller to og whiskyvand fra færgerne.

Mandag, er store pakke- og gøre rent-dag, hvilket i øvrigt klares forbavsende hurtigt, når vi alle hjælpes.

Traditionen tro var det planen, at dykke byvragene i Kristiansand inden vi skulle med færgen tilbage til Danmark. Poul Erik og Laila måtte dog lige en tur tilbage til lejligheden for at lede efter hendes forsvundne iPhone. Heldigvis var funktionen ”find my iPhone” sat til og det lykkedes det at finde telefonen bag sengen.

I Kristiansand var der en stor flok, som havde fornøjelsen af at dykke byvragene og vi var en mindre flok, som stod på land i øsende regnvejr og ventede på, at dykkerne skulle nusse sig færdig. Kan faktisk ikke huske, hvorvidt alle fandt vragene. Underligt nok plejer der hvert år, at være nogen, som er i stand til at fejlnavigere så seriøst meget, at de ikke finder vragene. Underligt fordi, de for det første er rimeligt store og for det andet går der en seriøs stor kæde direkte fra land ned på vragene (det kan selvfølgelig skyldes, at trætheden er begyndt at sætte sine spor sidst på weekenden).

Turen tilbage foregik uden problemer og vi endte i klubben omkring midnat. Endnu en fantastisk tur var desværre slut.

 

Vi glæder os allerede til den næste tur, som heldigvis lige er rundt om hjørnet)

Billeder fra turen kan findes her:

http://www.flickr.com/photos/95264790@N05/sets/72157635571837303/