En usædvanlig afslutning på en ganske almindelig dykkertur - 18.01.2011

Søndag d. 16 havde Morten arrangeret skippertur med Marsvinet. På trods af vandtemperatur på mellem minus 2 og plus 1 grad, havde følgende flok alligevel taget sig sammen, til at hoppe i baljen – Martin, Poul Erik, Karlo, Gilbert, Kasper, Hans, skipper Morten og undertegnede

I pænt, men overskyet vejr og lufttemperatur på 7 gr var det jo nærmest forår (NOT!) , stævnede det gode skib ud fra klubben. Dog først efter lidt forsinkelse, da det var en anelse glat foran klubben og det var med fare for liv og lemmer, at slæbe udstyr ud på broen, men alle overlevede uden mén.

Efter at have sejlet i ring på bæltet en 10 – 15 minutter, traditionen tro, lykkedes det at finde ud af, hvor der skulle dykkes og vi sejlede mod skrænterne ved Gl. Aalebo.

Der var en smule strøm – især når man kom dybere end 20 m, men det var ikke noget problem. Sigten var ikke fantastisk, men dog OK og generelt havde de flest af os nogle fine dyk. Ved 10 – 15 m dybde var bunden flere steder, fuldstændig dækket af hvide søpunge – rigtig flot! Eneste udfordring var kulden. Det at holde i bøjlegrebet på lygten, var nok til at fingerspidserne blev følelsesløse efter 10 minutter, problemet blev dog delvis løst ved at bytte lygten mellem hænderne.

Efter omkring en halv time, ville jeg gerne prøve at få følelse i fingrene igen og da Hans’ octopus freeflowede i et væk, var det jo nok også tid til at komme i overfladen igen. Årsagen til freeflowet var i øvrigt, at han blæste sin decobøje op med octopus’en og det er ikke altid en god ide, når vandet er så koldt. Da vi kom ombord i Marsvinet igen, kunne banke isterninger ud af Hans’ octopus (lige hvad vi har ønsket os på Marsvinet – en isterningemaskine).

Poul Erik, Kasper og Karlo var stadig i vandet og kun Morten manglede at komme i vandet, det var dog hurtig klaret – ca. 4 minutter, så havde hans fingre fået nok af temperaturen, eller mangel på samme.

De sidste oppe af vandet blev jo så Poul Erik, Kasper og Karlo, da Morten jo var en booook!! Booook!! Kyllinge - jeg fryser – tøs ;-)

Der var ikke den store interesse for dyk nummer to, men nu var vi sku da kommet adsted og så skulle der altså også dykkes. Så jeg bad om at blive sat af på Kontiki. Nu der var nogle flinke mennesker, som havde bøjet den af igen. Det endte så med, at de fleste tog sig sammen og gjorde klar til at hoppe i vandet igen, bortset fra booook, booook Morten og nu også booook, booook Kasper (vi fryser!!!). Det ene hold dykkede inde ved Kongebrogården.

Hans og undertegnede hoppede i ved Kontiki. Nedad det nye fine tov det gik – eller det vil sige jeg følte jeg trak mig vandret henne fra bropillerne af, for der var godt nok rigelig med tov på (kan godt være det var lavvandet J ). Vel nede på vraget, eller nærmere nede i nettene, for der var godt nok kommet meget net på vraget. Det første jeg så, var to pænt store torsk, som var filtret ind i nettet og de skulle lige skæres fri, man er vel dyreven!

Kniv, pis, nej den ligger oppe på Marsvinet. No problemo! Man har vel sin backupkniv på størrelse med en neglefil.

Da snøren havde gnavet sig ind i fiskene, blev de dog aflivet og Hans ville gerne have dem med op. Vi havde selvfølgelig, hverken net, eller line til at have dem i/på, så Hans ”monterede” dem begge på sin ene hånd. Ja, ja tænkte jeg, det må da være fedt at svømme rundt med dem på den måde. Nå, men det var første gang Hans var på Kontiki, så som den gode guide jeg er svømmede jeg foran og ville vise ham ”megavraget”. Da jeg efter ca 30 sekunder var kommet om på den anden side og kiggede tilbage, var der ikke nogen Hans. For pokker da, ville han ikke se det vrag eller hvad - %&¤#””!§!!

Jeg svømmede så stille og roligt tilbage til udgangspunktet. Da jeg kommer indenfor synsvidde af Hans, ser jeg en vild knivfægtende mand, med store tekoppeøjne – han sad godt og grundigt fast i fiskenettet. Jeg svømmer hen og indikerer at han skal tage det helt roligt, jeg er jo lige her og så vil jeg i øvrigt gerne låne hans dykkerkniv, fordi jeg igen ikke kan finde min egen backupkniv uden en lup. Fjolset vil selvfølgelig ikke af med sin egen kniv, så jeg må møjsommeligt lede efter min egen og får skåret en pokkers masse net i stykker og vupti efter relativ kort tid (sådan føltes det dog ikke for Hans) var han fri og sank frisk og fro ned i nettet en gang til. Ja, ja, hvis ens makker ikke skal bruge hele sit dyk på at skære en fri, hvad pokker har man ham så til!!??

Jeg vil så gerne være en god makker, så jeg skar på livet løs igen og efter kort tid var han igen fri, denne gang med positiv opdrift. For at holde lidt igen tog jeg fat i hans ene finne, men kunne godt ligesom fornemme, at jeg ikke kunne holde ham og han snuppede lige en fri opstigning fra 30 meters dybde. I mellemtiden fandt jeg bundtovet og begyndte opstigning.

På cirka 10 m dybde mødte jeg igen Hans og han så ud til at være helt OK, så jeg var meget lettet. Hans havde dog ikke voldsomt meget luft at gøre godt med, så han fik min lange slange og efter at Hans’ computer var clearet, tog vi nogle ekstra minutter på sikkerhedsstop.

Vel ombord i Marsvinet igen, klagede Hans over lidt svimmelhed, men havde det ellers rimeligt OK, på trods af han var en anelse rystet. Vi snakkede lidt om symptomer ved trykfaldssyge og da vi kom ind i klubben, blev han for en sikkerheds skyld sat til at ånde ilt indtil iltsættets flaske var tom og så kørte jeg ham hjem.

Efter jeg havde skyllet udstyr og ryddet op, gik jeg alligevel og tænkte lidt over symptomerne ved trykfaldssyge og som sædvanligt, er Google din ven og jeg fandt hurtigt ud af, at svimmelhed er type 2 symptom og det vil sige – RING TIL SOK!

Da jeg snakkede med Hans, var hans fingre begyndt at blive følelsesløse, så det var relativt let at overtale ham til at ringe til vagthavende dykkerlæge.

4 minutter efter vi havde lagt på, ringede Grethe og spurgte, om jeg havde oplysning om, hvor længe vi havde opholdt os på bunden (Hans havde dykkerlægen på den anden linie). Ja, ja, det kunne jeg da sagtens hjælpe med. Jeg skulle blot lige have downloaded dykket fra en endnu våd computer. Det er så til gengæld ikke lige sådan at få til at spille.

I mellemtiden havde han fået besked om, at han hurtigst mulig skulle i tryktank og derfor skulle køre til skadestuen i Middelfart, der ville komme en helikopter og hente ham. I baggrunden kunne jeg høre, at Grethe nævnte, at skadestuen i Middelfart ikke var åben. Dykkerlægen vendte tilbage et par minutter senere og meddelte, at vi skulle køre til skadestuen i Kolding i stedet – der var det også nemmere for helikopteren at lande.

Jeg kørte patienten, som relativt set havde det meget godt, bortset fra svimmelhed og følelsesløse fingre, til Kolding.

På skadestuen brød helvede løs. Først blev vi konfronteret med en sekretær, som skulle have en masse oplysninger fra Hans, derefter kom en ung læge og spurgte om alverdens ting, samtidig med Hans blev afkrævet informationer fra sekretæren. Så kom der en lille lettere buttet sygeplejerske til og begyndte at plapre op og til sidst var der en anden sygeplejerske med fornuften i behold, som spurgte om det ikke ville være en god ide, at få ham lagt ned og påbegyndt iltbehandling.

Inde på stuen fik han ilt og drop i begge arme, samt der blev taget en flok prøver og han blev udspurgt om hele hans livshistorie, samtidig med, at vi fik skældud (af den lille buttede sygeplejerske, uden humor), fordi han ikke var kommet med ambulance – det var der sku da ikke nogen, som havde fortalt – nå, men ”næste gang” skulle vi bare ringe 112 – der bliver ikke nogen næste gang!!!!

Inden på stuen var der 4 sygeplejersker, 1 læge (måske 2) og så kom der også 2 falckreddere, for nu skulle han pludselig køres til lufthavnen i Vamdrup, for at blive hentet af helikopteren.

Mens alt dette stod på, talte lægen i telefon med SOK’s dykkerlæge ca. 6 – 8 gange, så der var ikke meget som blev overladt til tilfældighederne – selvom forløbet virkede noget kaotisk.

Efter Hans forlod sygehuset i ambulance og derefter helikopter, gik der knap et døgn, før vi hørte fra ham igen – næh, nej, om han gider informere sin kone, eller sin makker – det er skam da for meget forlangt.

På grund af ovennævnte, er efterfølgende beretning baseret på interviews med patienten og øvrige unavngivne kilder (kendt af redaktionen).

Efter 3 kvarters helikoptertur, landede de på rigshospitalets helipad (pis, at jeg ikke kom med i den helikopter) og Hans blev kørt ned til dykkerlægen. Her blev han igen udsat for diverse undersøgelser og bl.a. skulle han stå på et elektronisk balancebræt. Her måtte lægen gribe Hans (stakkels læge), fordi balancesystemet var i udu! Recepten lød på 5 timer i trykkammeret til 18 meter på ren ilt og det var en temmelig træt Hans der kom ud af tanken kl. 03.00 natten til mandag.

Efter tankturen, fik han igen en tur på balancebrættet og bestod med bravur. Trykket i tanken hjalp ikke på mavens størrelse, den er stadig lige så stor som tidligere. Tiden vil vise om ren ilt under tryk, har hjulpet på hans mentale tilstand. Jeg har min tvivl, men man har jo altid lov at håbe.

Først på eftermiddagen blev han ”løsladt” og sendt på gaden, uden kontanter og briller og kom ind i en taxa, til en chauffør, som dårligt kunne tale dansk og hvor kortlæsere i taxaen ikke virkede, så han skulle finde en pengeautomat på hovedbanegården, uden briller og blind som en mulvarp.

Det er delvis dejligt han er hjemme igen og det ikke gik værre end det gik og samtidig er det fantastisk, at vi trods alt har et beredskab, som virker så professionelt og så ”koster det gratis” for os dykkere.

Som altid, når man bliver involveret i sådanne situationer, kommer man til at se tingene i et helt andet perspektiv, end når alt bare går efter bogen og det er for det første klart, at vi som dykkere skal være bedre til at reagere på situationer, hvor vi bare har den mindste fornemmelse af, at vores makker er helt på toppen.

Ofte vil den ”ramte” makker ikke reagere helt rationelt og man vil helst ikke være til besvær. Det er jo et kæmpe apparat man sætter i gang, hvis der er risiko for trykfaldssyge. Derfor er det pine død nødvendigt, at vi som den ramte makkers kammerater tager fat i problemet med det samme.

Det vil sige, hvis vi er i tvivl, så er det bedre at forebygge, end at helbrede:

1.Iltbehandling med det samme (og han skal ligge med benene højest og hovedet lavest – vi vil ikke have nitrogenbobler der sætter sig i hjernen (nok ikke det store problem ved Hans - stort hulrum)

2.Ring til SOK – de sidder bare og venter på, at vi ringer og har ellers ikke en skid at lave.
Da Hans nævnte overfor dykkerlægen, at man er lidt ked af, at sætte sådan et stort apparat i gang og der skal bruges så mange penge, sagde dykkerlægen, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det koster – vi skal bare ringe.

3.Hvis det værste skulle ske - så ring 112 efter opsamlingssted er aftalt med dykkerlægen, så får man nemlig iltbehandling på hele turen og man skal ikke sidde op i en privatbil og risikere, at nitrogenbobler finder vej op i hovedet.

4.Husk altid at tage dykkercomputer med og læs gerne profil ud inden der ringes til SOK

5.Tag førstehjælpskursus – hvis vi er heldige, kan vi måske lokke Jørn til at undervise.

Hans er blevet ordineret 6 ugers dykkerfri, det vil jeg nok overveje, at udvide betragteligt, for så slipper vi da for ham så længe.

Det var rigtig dejligt, at det rent faktisk endte så godt i Hans’ situation og når han nu formodentlig ikke har givet en omgang øl til læger, sygeplejersker, falckreddere, helikopterbesætning med mange flere, kan han jo passende give en omgang i klubben

Velkommen hjem Hans

/Claus