Nyt om Lillebælt – November 2014

Middelfart, Fredericia og Kolding Kommune har sammen etableret Naturpark Lillebælt som et pilotprojekt. Formålet med parken er bl.a. at skabe mere opmærksomhed om livet under overfladen og de rekreative muligheder som området byder på. Naturparken er kun i sin opstartsfase og naturparkrådet vil meget gerne have input til hvordan naturparken skal udvikles. I kan læse mere på www.naturparklillebaelt.dk

Middelfart Kommune har besluttet at satse mere på dykkerturisme fremover. Det har resulteret i, at der henover vinteren etableres to stenrev i Lillebælt. Et ved dykkerklubben og et ved Søbadet (se kortet; stenrev markeret med lilla). Stenrevet ved klubhuset kommer til at ligge lidt til venstre for klubhuset (når du kigger ud på vandet). Stenrevet ved Søbadet kommer til at ligge til højre for huset, ud for de sten som allerede ligger i vandkanten.

Ved Søbadet bliver der desuden opført et område til dykkere, hvor det er muligt at skylle udstyr mm. 

Medlemmer af klubben har hjulpet kommunen med projekterne. Stor ros til klubbens medlemmer for dette engagement.

Turistkontoret er også på banen mht. at skabe bedre oplevelser for dykkere. De er i gang med at søge tilladelse til udlægning af 3 snorkel/dykkerstier: Søbadet, Grimmermosehuset og dykkerklubben. I den forbindelse bliver klubben nok spurgt om vi vil give en hånd med, bl.a. når stien skal etableres.

Til sidst vil jeg opfordre alle, som har ønsker eller ideer til aktiviteter i Lillebælt, om at synliggøre disse. I er meget velkomne til at kontakte undertegnede, så kan jeg hjælpe jer videre i systemet.

Lars Johansen (naturvejleder i Middelfart Kommune)

Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / mobil:21294174